Sådan er det at genoptage terapi

Nogle mennesker kan se det lidt som en fiasko, at de er nødt til at genoptage deres terapi, men det hænger ofte sammen med, at disse personer ser deres terapi-behandling som noget, der kan sammenlignes med at sende en vaskemaskine til reparation – bagefter skal den gerne virke igen, hvis ikke bedre end før.

Bryder den så sammen igen, så må den jo være så meget i stykker, at den ikke kan bruges længere, og så må man vel lige så godt smide den ud og få en ny.

Sådan kan man jo ikke gøre som sig selv som menneske, så hvis man er fornuftig nok, så søger man jo hjælp det sted, hvor man fik det sidst, hvilket jo kunne tænkes at være i form af psykoterapi i København.

Men man møder måske duknakket op og fortæller, at den er galt med en igen, og man er ikke sikker på, om det har grund i noget af det, der var galt med en tidligere, eller om det er noget helt nyt. Måske er det endda en kombination af begge disse ting.

På en måde føler man, at man skal stå til regnskab overfor ens terapeut, der så skulle formane en om, at man ikke fulgte ens råd – de kan jo ikke være der i ens dagligdag – eller at man afbrød behandlingen for tidligt i sin tid, fordi man følte bedring, men egentlig ikke var klar over at komme ud på den anden side.

Desuden tænker man det også som lidt synd for behandleren, at vedkommende ikke kunne fikse en godt nok, så man nu er retur.

Her skal du tænke på, at selv de største forfattere, skuespillere og direktører ofte tager – endda jævnligt – til en terapeut, og der behøver endda ikke være noget galt. De vil bare gerne lige vende, hvad der foregår i deres liv, sætte det i perspektiv med resten af deres liv og få en udefraståendes syn på sagen.

Klap derfor dig selv på skulderen over at søge hjælp.